PARTY SURPRICE
Et stykke træ på halvanden meter er helt fint, og da hendes nakkemuskler, har over-dådige dimentioner og yderlig er forsynet med, om ikke jaw of life, så jaw of dead, er det ingen sag for hende, at tage fat yderst i enden af en sådan halvanden meter kævle og så løbe afsted med den medens hun vipper den op og ned, bare for at vise hvor glad hun er. Desværre har Frida ingen fornemmelse for, hvor meget ekvipagen fylder - det giver ofte en del skrammede skindeben. Værst var det dog, da vi havde inviteret en halv snes mennesker til selskab - alle i tiltræbt afslappet påklædning. Hvidvinen var skænket, konversationen var godt igang, med enkelte udbrud af latter og intim mumlen, kærtegnet af den glødende eftermiddagssol. Alt gik så godt, lige indtil Frida fandt sine halvanden meter et sted i køkkenhaven, og syntes, at hun ville vise selskabet hvad hun kunne bidrage med. Først lød et metallisk klang og grillen manglede et af sin tre ben og et vulkansk udbrud med en regn af glødende trækul, aske og gnister, formørkede et øjeblik horisonten. Derefter begyndte selskabet på forunderligste vis at gå i opløsning og knække sammen, hvidvin med og uden glas, fløj til høje og venstre. Store stærke mænd bukkede sammen og jamrede sig, og tog sig med fortrukne ansigter til deres skinneben - en enkelt blev alvorligt skeløjet, medens han gasblå i hovedet, klamrede sig til sine genitalier.
Det bedste var dog stadig tilbage; min bedre halvdel var ved at bære såvel det animalske som vegetabilske bidrag ud til grillen. Frida nåede lige at fange hende i hasen med kævlen, som en trænet "how low can you go" limbodanser knækkede hun bagover, medens fadet med indhold synes at trodse tyngdeloven og forblev svævende - men kun et øjeblik! En usynlig hånd, vendte det ethundrede og firs grader og sendte det efter værtinden. Jeg selv havde søgt ly bag et træ og var uskadt; det havde den åbenlyse fordel, at jeg øjeblikklig var istand til at yde førstehjælp. Fra at alt åndede idyl, var situationen vendt til totalt kaos - alle jamrede og klynkede!
Frida havde opgivet sit køllesvingeri og havde kastet sin opmærksomhed på sin mormor der sad i græsset, smukt dekoreret med bøffer alle mulige steder. Det bedste var dog skålen med provance og den jomfruelige, der med bunden i vejret, kækt havde lagt sig til hvile hvile på hends isse. Den jomfruelige drev ned over hendes ansigt og videre ned over resten af hendes corpus, alt i medens krydderrierne blev siet fra af øjenbryn og mustace. I Fridas verden, har hun har sikkert lignet et pyntet juletræ - først skal træet vises, siden skal det spises, som skrevet står. - Så gjort! I forvirringen, nåede Frida at
sikre sig adskillige bøffer. Nu skulle man tro at vore kvaler var til ende, - men nej! Det var kun ouverturen. Blandt de kvæstedes jammer var der flere der påpegede, at ilden var løs
- hvilket jeg i første omgang opfattede, som fanden var løs, så jeg ignorerede det, da jeg mente det det var en lidet flatterende betegnelse for Frida. Men da det begyndte at knibe med vejrtrækningen og sigtbarheden efterhånden var ret ringe, indså jeg at der måtte være noget om snakken.
Grillkullene havde antændt den dehydrerede vegetation, der omgav os og da der var lystige flammer det meste af horisonten rundt, var tiden inde til handling. Til trods for vandingsforbud og andre sociale foranstaltninger, begynde jeg at hive haveslangen ned af sin holder. Det er utroligt hvor mange knæk og knuder der kan komme på sådan en haveslange og det var ikke til megen hjælp, at vi var flere om jobbet. Endelig begyndte det at sprutte i det rigtige ende af slangen og på det tidspunkt må det være gået op for Frida at noget var galt. Da hun ikke ligefrem er glad for vand i stråler, bemægtigede hun sig dysen og tiltvang sig retten som strålefører, mens vi med ringe held forsøgte at indfange bæstet, nåede hun til gengæld at gøre samtlige tilstedeværende uantændelige, alt imens arealet omkring os gik op i lys lue. Da ilden havde fået godt fat i havemøblementet, synes vi at nu var det nok, og fik ved samlet indsats, afskåret hende muligheden for at rende uden om os. Resultatet var, at hun fortsatte ligeud! Med vantroen lysende ud af vore øjne så vi Frida forsvinde mod fjerne horisonter. Og det gik først op for os, at noget var rigtig galt, da det sidste af slangen passerede med vandhanen, som rosinen i pølse-enden. Der hvor vandhanen så trofast havde siddet og øst af sit indhold i årevis, var nu et gapende hul. Gapende er nu så meget sagt, en fed stråle vand gjorde sit bedste for at destruere et ellers pænt blomsterbed. Vandet måtte der slukkes for - men ak! Hovedhanen befandt sig der hvor steppebranden rasede værst. "- Vi danner kæde!" En og anden havde set for mange cowboyfilm - opfordringen blev fulgt - det er utroligt så få spande man har i en sådan situation. Men som i så mange af livets forhold, kommer det svage køn én til undsætning. De styrtede ind i køkkenet og greb skåle, fade og terriner; derved passerede de strålen fra den manglende vandhane og muddersøen der var opstået. Lad mig sige; det havde ikke været nødvendigt at vaske gulv før gæsterne kom. Der blev slukket ild nok til at jeg kunne komme frem til den famøse hovedhane og vandet blev slukket - men ikke ilden, der lystig bredte sig. Efter at være blevet belært om omgang med ild og i særdeleshed om at grille af det lokale brandvæsen og de havde trukket sig tilbage, var der ikke rigtig stemning for at fortsætte selskabet. Efter at have vinket farvel til vores gæster som vi, for at skåne indtrækket i deres biler, havde hjulpet tilrette på sorte plasticksække - sank jeg ned i en lettere forkullet havestol, med en whisky af passende størrelse.
Tomt stirrede jeg frem for mig, medens jeg overvejede, om jeg ikke skulle foreslå Frida en fremtid indenfor politiet. Ikke som almindelig politihund, men som knippelsvinger. Hun havde virkelig et talent jeg havde overset.